Ridelinjen

Hvis du brænder for heste og ridning, så har du mulighed for at dyrke din hobby på en af skolens mange heste eller tage din egen hest med på efterskole.

 

Dressur

Vi vil arbejde med klassisk dressur. Udgangspunktet med dressur er at skabe balance mellem hest og rytter. Der arbejdes både med elev og hest, med det formål, at rytter og hest både er afslappede, smidige og fleksible. Der opbygges et bånd mellem disse, hvor selvtillid og samarbejde vokser gradvist.

Egen hest

Du kan have egen hest med på efterskole, som opstaldes i skolens nye ridefaciliter, dog kan vi ikke tilbyde løsdrift. Alle heste står på halm og fodres med hø, wrap og HorseluxEasy, det dog muligt at have egen hestefoder med i begrænset omfang.

Spring

Lær de grundlæggende springteknikker, og lær at være i balance med din hest. Du får kendskab til følgende grundlæggende teknikker:
• Bomarbejde
• Balance
• Enkeltspring
• Springstilling
• Banespring
• Banebygning
• Afstandsbedømmelse

"Jeg har valgt ridelinje fordi jeg kunne tage min egen pony med, da det kunne være sjovt have ens egen pony med som en del af den store oplevelse man får sig på efterskolen"

Josefine Olsen

Ridelinjen

Årgang 2021/22

"Det bedste ved mit linjefag er at man altid kan gå til hestene og man kan ride i ens fritid. Jeg valgte ridelinjen fordi jeg gerne ville have muligheden for at ride i min fritid"

Steffanie Olsen

Ridelinjen

Årgang 2021/22

Hestevelvære og konkurrencer

Vi beskæftiger os med de “små” hverdagsting, som indebærer hestepleje og pasning, vi får besøg af dyrlægen, hestemassør og beslagsmeden, hvor vi naturligvis er med som observatører. Der udover vil vi arbejde med daglige fodring, staldpleje og rengøring, hestehygiejne ligesom vi sørger for, at sætte hesten på græs. Du vil modtage undervisning i pleje af saddel, hovedtøj og 1. hjælp – du vil også lære at lægge bandage/gamacher, klippe/trimme og flette hesten.

Du kan deltage i stævner i andre rideklubber, men vi afholder også selv stævne på skolen, hvor en del af undervisningen er stævneforberedelse.

Faciliteter på linjen

Vi er en moderne efterskole med plads til 240 elever på 2-4 mands værelser med eget bad og toilet. Vi prøver hele tiden at tilpasse og forny vores faciliter for at give eleverne de fedeste rammer. Vi har alt fra egne dyr/dyrepark til natursø, sportshal og værksteder, hvor eleverne kan udleve deres interesse for linjefaget og samværet til efterskolevennerne. Bindernæs Efterskole har i 2021 ibrugtaget helt nye flotte ridefaciliteter med 20 bokse á 3×3 meter og indendørs vaskeplads, indendørsbane med fiberbund på 20×60 meter, udendørsbane på 40×80 meter og en lille militarybane.

Se mere om faciliteter

Den årlige lejrskole og afslutning

Årets finale er lejrskolen i foråret, hvor du kan vælge at få kulturhistoriske oplevelser i en af Europas smukkeste storbyer eller du kan udfordre dig selv på en adventure-tur i de tjekkiske bjerge. Lejrskolen er på tværs af linjer og klasser.
Efter lejrskolen mangler vi kun folkeskolens afgangseksamener og en fantastisk afsluttende uge, hvor du forhåbentligt vil se tilbage på et skoleår, der har budt på en mange oplevelser, personlig udviking og en masse venner for livet.