FAQ på Bindernæs Efterskole & Fri Fagskole

 

Hvordan bliver jeg elev?

Du tilmelder dig efterskolen ved først at deltage i et af vores informationsmøder. Dette tilmelder du dig på vores hjemmeside under ”Besøg os”.

Efter informationsmødet vil du få tilsendt en mail med en opkrævning på kr. 3.000,00 for et indmeldelsesgebyr og en opstartspakke. Når dette er indbetalt, har eleven pladsen.

Hvis der er venteliste på den ønskede linje, vil du få tilsendt en opkrævning på kr. 1.500,00 for et depositum, sammen med bekræftelsen på tilmeldingen til informationsmødet. Pengene kan betales inden eller efter mødet. Man har dog først pladsen på ventelisten, når pengene er indbetalt.

Senere vil I få besked, hvis der bliver en ledig plads.

Ledige pladser

Ledige pladser på Bindernæs Efterskole kan ses på efterskolerne.dk.

Antal elever på efterskolen

Der starter ca. 180 elever på skolen.

Skoleøkonomi

Prisen dækker alt omkring opholdet på skolen undtagen transportordningen, lommepenge, udlæg/regninger og evt. deltagelse i jagttegnsprøven, hvor der betales særskilt.

Læs mere om prisen her.

Forberedelse på skolestart

Et efterskoleår er en stor og betydningsfuld oplevelse i et ungt menneskes liv. Allerede inden skolestart er det vigtigt, at I som forældre hjælper den unge med at forstå, hvad det indebærer.

Et efterskoleår rummer både glæder og udfordringer. Det er fyldt med oplevelser – nogle planlagte, andre spontane – og den unge vil møde mange forskellige mennesker med forskellige baggrunde og synspunkter. Det kræver åbenhed og vilje til at indgå i nye relationer.

Det er også en mulighed for en ny begyndelse. En chance for at udvikle sig personligt og fagligt – som vi beskriver i vores ungesyn. Men det kræver initiativ og engagement. Mange af de gode oplevelser kommer ikke af sig selv – den unge skal selv tage skridtet og gribe mulighederne.

Det er vigtigt, at den unge er forberedt på, at hverken personale eller medelever kender til eventuelle særlige behov fra starten. Derfor er det nødvendigt, at den unge – med støtte hjemmefra – tager ansvar for at gøre opmærksom på, hvis der er noget, vi skal tage hensyn til. Det hjælper os med at skabe de bedste rammer for et godt skoleår.

For at den unge får den bedst mulige start, er det en stor hjælp, hvis I som forældre spørger nysgerrigt og åbent ind til, hvordan det går. Stil spørgsmål, der ikke bare kan besvares med ja eller nej – spørg fx om den unge er kommet ind i et godt netværk, eller hvordan dagene opleves. Det hjælper den unge med at reflektere over og forholde sig til den nye hverdag.

Hvis I får en fornemmelse af, at det er svært at komme i gang, er det vigtigt at tage kontakt til kontaktlæreren. Vi ser ikke altid alt fra starten, og gode relationer tidligt i forløbet kan gøre en stor forskel.

I tilfælde af hjemve eller usikkerhed, kan det være en god idé at opmuntre den unge til at opholde sig i fællesarealer som kollegiet, spisesalen eller ”oasen”. Her er der ofte andre elever, og det kan være lettere at falde i snak over et spil eller en fælles aktivitet. Det er også sådan, vi som personale forsøger at støtte eleverne i at blive en del af fællesskabet.

Endelig er det vigtigt at tale om fællesskabet. På en efterskole er man en del af noget større, og det betyder, at man ikke altid kan få tingene præcis, som man ønsker. Kompromiser er en naturlig del af hverdagen. Samtidig er det vigtigt, at den unge tør sige sin mening og bidrage til fællesskabet.

Alt dette er med til at sikre en god start og et meningsfuldt efterskoleår for alle.

Pakkeliste

Følgende effekter bedes medbragt den første dag på skolen.

  • Dyne og pude
  • Dyne- og pudebetræk og lagner
  • Topmadras mål 90x200x3 (forudbestilte topmadrasser udleveres første skoledag)
  • Sengetæppe
  • Skiftetøj
  • Arbejdstøj (tøj som må blive beskidt)
  • Praktisk tøj, som passer til vind og vejrforhold, herunder overtøj, regnfrakke og gummistøvler
  • Badetøj
  • Indesko
  • Udefodtøj
  • Penalhus med indhold
  • Vækkeur – så du kan komme op! OBS Mobiltelefoner opbevares natten over
  • Toiletgrej
  • Håndklæder
  • Skoletaske
  • Idrætstøj og sko
  • Lommeregner
  • Bærbar PC – Windows system anbefales
  • Hængelås til skab (35-40 mm)
  • En tallerken, en skål, et glas, et krus, et sæt bestik i plast til brug på værelset
  • Sygesikringsbevis (vores lokale læge modtager ikke patienter uden)
  • Gyldigt pas og EU-Sygesikringsbevis

På skolen er der et vaskeri, hvor eleverne selv kan vaske tøj. Eleverne får introduktion til vaskeriet, og betaling sker via appen Airwallet. Prisen er for nuværende kr. 15,00 – for en vask, og kr. 16,50 – for en tørring. Prisen er inkl. vaskepulver (allergivenligt) og fastsættes af Electrolux.

 

Værelsesfordeling

På skolen bor eleverne på 2-, 3- eller 4-mandsværelser. Fordeling af værelser og værelseskammerater sker først lige op til skolestart. Derfor får du først at vide på første skoledag, hvor du skal bo, og hvem du skal dele værelse med.

Har du særlige ønsker, er du meget velkommen til at sende en mail til skolens kontor på info@bindernaes.dk – vi kan dog ikke love, at alle ønsker kan opfyldes, men vi gør vores bedste.

Hverdagen på efterskolen

Kl. 07.00 – 08.00: Morgenmad samt fodring af dyr eller anden aktivitet.
Kl. 08.00 – 09.30: Undervisning
Kl. 09.30 – 10.00: Cafépause
Kl. 10.00 – 11.30: Undervisning
Kl. 11.30 – 12.30: Frokost
Kl. 12.30 – 14.00: Undervisning
Kl. 14.00 – 14.15: Cafépause
Kl. 14.15 – 15.45: Undervisning
Kl. 16.00 – 17.30: Undervisning
Kl. 17.30 – 18.30: Aftensmad
Kl. 18.30 – 19.30: Stilletime/lektiecafé
Kl. 19.30 – 21.00: Valgfag
Kl. 21.00 – 21.30: Cafépause
Kl. 22.00: Godnat

Fritiden på efterskolen

Skolen må forlades i fritiden, men eleverne skal være tilbage og overholde aktiviteter og spisetider.

Eleverne må gå frit rundt i Rødbyhavn. Tager eleverne længere væk end Rødbyhavn, skal dette aftales med en lærer.

Weekend, ferie og fridage

Hver uge skal eleverne meddele, om de bliver på skolen i weekenden, eller om de tager hjem. Ved transportweekender skal de også oplyse, hvilket stoppested de skal af på, og med retur fra om søndagen. Tilmelding sker via SkolePlan, og svarfristen er senest tirsdag i samme uge.

I løbet af skoleåret vil der være enkelte ”blive-weekender”, hvor alle elever skal blive på skolen som en del af undervisningen. Til gengæld får de fri på et andet tidspunkt. Disse weekender fremgår af årsplanen, som findes på SkolePlan under fanerne Skema og Årsplan.

I weekender uden transport tilbyder vi typisk en frivillig aktivitet enten lørdag eller søndag. Den anden dag er der mulighed for afslapning eller brug af skolens faciliteter som fx hallen eller udearealerne. I weekender med transport er der som udgangspunkt ingen planlagte aktiviteter, men eleverne er altid velkomne til at komme med forslag.

Hvis eleverne tager hjem i en weekend uden transport, skal de være tilbage på skolen mellem kl. 19.00 og 21.00 søndag aften. Der serveres ikke aftensmad, medmindre eleven har været tilmeldt weekenden eller har lavet en særlig aftale med køkkenet.

Skolen holder altid efterårsferie i uge 42 og vinterferie i uge 7. Der er ikke ferie i de tre dage op til påske. Eleverne har fri i helligdage. Juleferie varierer fra år til år, og vi opfordrer til at se den aktuelle årsplan.

Maden på efterskolen

Eleverne har mulighed for seks måltider i løbet af en dag. Der er tre obligatoriske hovedmåltider – morgen-, middag- og aftensmad. Derudover er der tre cafépauser i løbet af dagen, hvor der altid er frugt. Der kan også være en lille sandwich, eller et stykke kage en gang imellem.

Morgenmaden består af brød med diverse pålæg, havregryn, cornflakes, yoghurt, mysli og ofte også havregrød.

Frokosten består som udgangspunkt af en varm ret, og kan bl.a. være lasagne, madpandekager, suppe, hakkebøffer og meget andet. Derudover er der altid en salatbar, hvor man kan blande sin egen salat til dagens ret.
Er der særlige kosthensyn, bedes der gives besked til skolen, så dette kan aftales med køkkenet.

Aftensmaden består som udgangspunkt af koldt bord med et bredt udvalg af forskellige slags pålæg og lune retter.

Ugens menu kan ses på SkolePlan under Aktuelt og Middagsmenu.

Skolerejser

Eleverne kommer på en udenlandsk lejrskole i løbet af skoleåret. Denne går oftest til Tjekkiet.

Derudover er der mange mindre ture rundt i Danmark i løbet af skoleåret.

Kontaktlærer

Eleverne får tildelt en kontaktlærer ved skolestart, som er elevens primære voksen. Det er kontaktlæreren, der skal kontaktes, hvis den unge møder udfordringer i dagligdagen. Træffes kontaktlæreren ikke, kan kontoret kontaktes på tlf.: 54 60 40 40, mandag til torsdag, kl. 08.00 til 16.00, og fredag kl. 08.00 til 14.00. Efter kl. 16.00 kan dagens vagt kontaktes ved akutte sager på tlf.: 30 92 11 76.

Kommunikation og generelle forhold

Vi benytter SkolePlan som vores primære kommunikationsplatform. Her kan både elever og forældre finde skemaer, fravær, beskeder, middagsmenu og meget mere. Det er også her, I kan komme i kontakt med skolens lærere – enten via beskedfunktionen eller ved at ringe til kontaktlærerens arbejdstelefon. Bemærk, at der må forventes en rimelig svartid, da lærerne ikke besvarer henvendelser uden for arbejdstid.

Forældre til kommende elever får adgang til SkolePlan omkring foråret i det år, hvor den unge skal starte på skolen. Al vigtig information om eleverne sendes via SkolePlan. Det er derfor vigtigt, at forældre, værger og hjemmet løbende tjekker SkolePlan for beskeder, opdateringer og anden relevant kommunikation.

Skolens kontor har åbent mandag til torsdag fra kl. 8.00 til 16.00 og fredag kl. 8.00 til 14.00 og kan kontaktes ved almindelige henvendelser eller akutte problemstillinger. Uden for kontorets åbningstid kan I kontakte vores vagttelefon på tlf. 30 92 11 76, hvis der opstår noget, der ikke kan vente til næste dag.

Derudover har vi en vågen nattevagt på skolen i hverdagene, som kan være behjælpelig, hvis der opstår behov i løbet af natten.

En stor del af den daglige information til eleverne gives mundtligt – fx ved spisetider eller i undervisningen. Det er derfor vigtigt, at den unge er opmærksom og lytter aktivt. Derudover forventes det, at eleverne løbende orienterer sig på SkolePlan, hvor skemaer, programmer og tilmeldinger til fx hjemtransport bliver lagt op.

I skolens hverdag har vi nogle fælles regler, som er med til at skabe tryghed og tydelige rammer. Disse regler understøtter det, vi i vores ungesyn kalder ”sværdet” – altså de strukturer og forventninger, der hjælper den unge med at navigere i fællesskabet.

Eleverne bliver introduceret til de almindelige husregler i introugen og mindes om dem løbende gennem skoleåret. Disse retningslinjer er med til at sikre en hverdag, hvor der er plads til både forskellighed og fællesskab – og hvor vores værdier og ungesyn er tydelige i praksis.

Skole-hjem-samtaler

I løbet af skoleåret vil der være mulighed for at deltage i skole-hjem-samtaler. Disse vil blive afholdt fysisk på skolen (eller telefonisk), når der er planlagte forældredage. Samtalerne vil, som udgangspunkt, foregå i forbindelse med skoleferier. Det vil derfor være inden efterårsferien, inden juleferien og inden påskeferien.

Elever med en fraværsprocent på over 10% indkaldes, sammen med forældre, til skole-hjem-samtale i forbindelsen med disse dage.

Det vil være muligt at tilmelde sig samtalerne via SkolePlan. Når der er telefoniske samtaler, gøres der opmærksom på, at der kun vil blive afholdt én telefonisk samtale pr. elev. Ønsker begge forældre en samtale, kan denne foregå via Teams, hvor det er muligt at være flere deltagere samtidig.

Som forælder er man altid velkommen til at kontakte de enkelte fag- og kontaktlærere via SkolePlan, hvis der er spørgsmål i forbindelse med det faglige eller til den unge.

Post til elever

Ønskes der at sendes post til en elev, sendes posten til skolens adresse med elevens fulde navn samt værelsesnummer på. Når pakken kommer frem til skolen, bliver den lagt i ”Spørgehjørnet” på skolen, hvor eleven kan afhente pakken.

Hvilken elev, der har fået post, oplyses på SkolePlan samt skolens infotavler på torvet og i spisesalen.

 

Forsikring af indbo

Skolen har ikke indboforsikring for elevernes ejendele, f.eks. beklædning, cykel, mobiltelefoner, PC og andre løsdele. Vi henstiller derfor til, at der er forsikringsdækning under egen indboforsikring, eller at der tegnes en for eleven under skoleopholdet. Vær opmærksom på, at nogle selskaber tager forbehold for effektens placering, eller når flere elever bor på samme værelse.

Information om skolens busser

Skolen har en obligatorisk transportordning for elever fra Lolland, Falster og Sjælland. Der gælder særlige regler for elever fra Bornholm, Fyn og Jylland. Eleverne transporteres i skolens egne busser ved transportweekender, helligdagsferier og øvrige ferier. Læs mere om ordningen her.

Sygdom og lægebesøg

Hvis en elev bliver syg, skal vedkommende tage hjem – man må ikke være syg på skolen. Eleven kontakter selv sine forældre og aftaler afhentning eller transport med offentlig transport, efter aftale med en voksen på skolen. Forældrene skal registrere sygdommen på SkolePlan under Aktuelt og Fritagelse.

Er eleven syg hjemme, skal det straks meddeles på SkolePlan under Fravær. Hvis eleven vender tilbage senere end forventet efter en weekend, skal dette også registreres. Ved andet fravær kontaktes kontaktlæreren.

Eleverne er som udgangspunkt tilknyttet Rødby Lægehus, som kan kontaktes på tlf. 54 60 15 71. Adressen er Fruegade 12, 4970 Rødby. Husk at medbringe gult sygesikringsbevis.
Transport kan ske med bus 720R mod Maribo. Bussen har afgang lige uden for skolen. Fra Rødby rutebilstation kan eleven gå til lægehuset.

Eleven har også mulighed for at tage hjem og benytte sit eget lægehus. Vi henstiller dog til, at lægebesøg – i det omfang det er muligt – foregår i Rødby, og at øvrige sundhedsbesøg som tandlæge, psykolog og speciallæge lægges i forbindelse med weekender, så det forstyrrer undervisningen mindst muligt.

Hvis en elev kommer til skade, og et besøg på skadestue eller lægevagt kan blive nødvendigt, kontakter vi forældrene og vurderer i fællesskab behovet. Hvis det vurderes nødvendigt, sørger vi – så vidt muligt – for at køre eleven til behandling, hvor forældrene skal møde op og overtage ansvaret. Skadestuer og lægevagter tillader ikke, at børn møder op uden en voksen.
Hvis der ikke er personale til rådighed, vil eleven blive sendt med Falck, og forældrene skal møde op på behandlingsstedet.

Vi anbefaler, at I tjekker, om den unges stivkrampevaccine er gyldig. Det kan være et krav i forbindelse med fx udlandsrejser.

Medicin på efterskolen

Hvis en elev har brug for medicin under sit ophold, er det forældres eller den unges eget ansvar at informere skolen og sørge for, at medicinen medbringes. Ved skolestart laves der sammen med kontaktlæreren en medicinaftale i SkolePlan, hvor medicinens navn, dosering, opbevaring, eventuelle bivirkninger og lægens kontaktoplysninger registreres.

Medicin opbevares altid aflåst – enten på elevværelset eller i skolens medicinskab – efter aftale med forældre og kontaktlærer.

Håndkøbsmedicin, som for eksempel smertestillende eller antihistamin, skal medbringes hjemmefra, da skolen ikke må købe dette til elever.

Cykel med på efterskolen

Du er velkommen til at medbringe din cykel – men det er ikke et krav. Cyklerne står ude året rundt, og det er derfor på eget ansvar at medbringe den. Både Lidl, Rema 1000 og Rødbyhavn ligger i gåafstand fra skole, så det er stadig let at handle snacks.

Konfirmationsforberedelse

Hvis eleverne endnu ikke er konfirmeret, kan de deltage i konfirmationsforberedelse hos os, som foregår i løbet af skoleåret. Selve konfirmationen afholdes enten i den kirke eleven har tilknytning til hjemme, eller i Rødbyhavn Kirke.

Konfirmationsforberedelsen bliver afholdt af den lokale præst i Rødbyhavn.
Man tilmelder sig konfirmationsforberedelse i starten af året ved at kontakte sognepræsten i Rødbyhavn. Se mere her.

IT-rygsæk

Igennem flere år har vi søgt IT-rygsæk til mange elever, uden at der har været et egentligt behov, da vi i forvejen på Bindernæs Efterskole anvender CD-Ord/AppWriter i alle klasser.
Fordelen ved CD-Ord/AppWriter er, at det installeres på elevens egen pc og dækker langt de fleste elever med stavevanskeligheder. Som udgangspunkt opfordrer vi derfor alle til at anvende CD-Ord/AppWriter.

Ønsker man specifikt, at vi søger IT-rygsæk, bedes man kontakte skolens kontor, som vil undersøge mulighederne for at få tildelt en IT-rygsæk. Kopi af ordblindetest skal fremsendes, såfremt eleven ønsker at benytte CD-Ord/AppWriter ved eksamen.

PC og Officepakken

Eleverne skal medbringe en bærbar pc til undervisningen. Alle elever vil få tildelt en skolemail i Office365, og dermed også skolelicens på alle MS-Office programmer. Vær opmærksom på, at når eleven stopper på skolen, bliver den tildelte skolemail/drev slettet efter 30 dage. Derfor er det vigtigt, at elevens opgaver m.m., gemt i skyen, overføres til elevens eget drev inden skoleafslutning.

Vi anbefaler ikke, at eleverne benytter Chromebook, da den ikke understøtter de programmer vi anvender, og vi således ikke kan tilbyde hjælp/support.

Skolen kan henvise til fx www.refurb.dk hvor det er muligt at købe en god, billig brugt pc.

Skolen har mulighed for, til enkelte elever, at stille en leje-pc til rådighed for kr. 100,00 pr. måned. Lejeaftalen finder I på SkolePlan under Opslag.

Mobiltelefonpolitik

Det forventes, at mobiltelefoner er på lydløs eller slukket i undervisningstimer og andre lignende samlinger/spisetider, således de ikke giver unødige forstyrrelser.

Telefonerne afleveres til opbevaring ved sengetid og udleveres igen efter morgenmaden.

Overtrædelse af politikken kan medføre til inddragelse af mobiltelefonen i en periode. Dispensation fra politikken gives kun for tidsbegrænsede perioder i særlige tilfælde.
I øvrigt henviser vi til, og bakker op om, Psykiatrifondens holdning til den uforstyrrede nattesøvn.

Energidrikke

Det er ikke tilladt at medtage eller indtage energidrik i undervisningen, i skolens busser eller på fællesarealer. Eleverne må dog gerne drikke energidrik på eget værelse, så længe det sker med omtanke.

Hvis en elev udviser et uhensigtsmæssigt forbrug eller adfærd i forbindelse med energidrik, vil vi tage kontakt til forældrene for en dialog. Vi arbejder løbende med oplysning om de mulige negative konsekvenser ved brug af energidrikke og ønsker at støtte de unge i at træffe sunde valg.

Skole-hjem-politik

For at sikre de bedste betingelser for at kunne give vores elever et godt skoleår, er det vigtigt at have afstemt forventningerne til et godt skolehjemsamarbejde.

Det er vigtigt, at man som forældre har sat sig ind i skolens værdier, politikker, holdninger og ordensreglement. Derfor har vi udviklet en skole-hjem-politik.

Værelsesregler

På hvert værelse udarbejder de unge deres egne samværsregler. Det betyder, at de i fællesskab aftaler, hvordan de ønsker, at hverdagen på værelset skal fungere – fx omkring oprydning, sengetider, gæster og ro.

Som udgangspunkt blander vi os ikke i disse aftaler, medmindre der opstår udfordringer. Det er en vigtig del af efterskolelivet, at de unge lærer at tage ansvar og finde løsninger sammen.

Hjemmefra kan I som forældre støtte op ved at opmuntre jeres unge til at sige det højt, som er vigtigt for dem – også selvom det kan føles svært. Hvis den unge er usikker eller har brug for hjælp til at tage en snak, står vi naturligvis klar til at støtte. Vi har dog brug for at vide det, så vi kan hjælpe på den bedst mulige måde.

Fraværsregistrering

Al fravær registreres på SkolePlan. Kontaktlæreren tjekker hver uge op på fravær, og følger op med elev og forældre, hvis der er et uhensigtsmæssigt mønster.

Hvis der er behov for at gøre noget ved fraværet, sker det altid i samråd med eleven. Vi anser det for vigtigt, at eleven kan se mening med indsatsen og oplever en grad af selvbestemmelse i processen.

Forældre har ikke direkte adgang til at se fravær på Skoleplan, men er selvfølgelig altid velkommen til at kontakte kontaktlæreren, hvis en opdatering ønskes.

UU-vejledning

Alle 10. klasses elever skal deltage i et obligatorisk brobygningsforløb i løbet af skoleåret. For at lette administrationen har Bindernæs Efterskole & Fri Fagskole valgt at tilmelde eleverne til en Internet-portal, hvor elevens oplysninger kan trækkes af både studievejleder på Bindernæs Efterskole & Fri Fagskole og andre uddannelsesinstitutioner.

Ved ønske om et praktikophold, aftales dette med skolens studievejleder.

Hest med på efterskole

I det omfang der er plads, er du velkommen til at tage din hest (ikke hingste) med på efterskolen.

Privatheste står i samme stald som skolens heste. Stalden rummer 20 bokse af størrelsen 3x3m. Skolen har tre inde bokse og seks ude bokse til rådighed til privatheste.

Alle der ønsker sin hest opstaldet, skal henvende sig hurtigst muligt til ridelæreren. Find blanket her!

Se mere under ”Priser & betaling”.

Hund med på efterskole

Som elev på hundelinjen medbringer du selv din hund, og den bor på dit værelse, når du er der, men skal kunne bo i hundehus med løbegård, eller i bur på værelset, når du er til time, på tur eller andre steder, hvor du ikke kan have din hund med.

Din hund skal være fyldt minimum 1. år ved skolestart, og det er dig selv, der står for den daglige pasning.

I skal selv sørge for at tage foder med, da hunden har bedst af at spise det foder, den er vant til. Hunden skal være vaccineret og dokumentation herom skal medbringes.

Der vil være uger i løbet af et skoleår, hvor det ikke er muligt, at hunden er på skolen. Dette kan fx v ære i forbindelse med lejrskole mv., hvor eleverne ikke er på skolen, og der derfor ikke er nogen til at passe hunden.
Vi anbefaler også at hunden er hjemme i forbindelse med terminsprøver, eksamenerne og lignende.

Alle hunde skal til en optagelsesprøve hos skolens hundelærere for at sikre, at den har det rette sind og psyke.

Private dyr med på efterskole

Som elev på dyrepasserlinjen kan du, i det omfang der er plads, medbringe dit eget kæledyr. Så har du en hamster, snog, undulat, kanin eller et andet kæledyr, kan du tage det med på efterskole.

Du passer selv dit dyr i fritiden, ligesom du selv har ansvaret for at aftale pasning i forbindelse med weekend og ferier.
Både egne kæledyr og skolens mere eksotiske dyr bor i skolens dyrepasserhus. Kaniner står i laden hele året rundt, hvor der er et antal løbegårde til rådighed.
Du skal selv medbringe eget foder og bundlag, skolen sørger for halm, hø og spåner.

Årsplan

Årsplanen vil være tilgængelig på SkolePlan ved skolestart, men vær særligt opmærksom på, at den løbende bliver opdateret. Årsplanen findes under fanen Skema.

Afbrydelse af ophold

Se de gældende regler om afbrydelse under ”Priser & betaling”.